Cookies på SKF's websted

Vi bruger cookies for at sikre, at vi kan give dig den bedst mulige oplevelse på vores websted og i vores webapplikationer. Hvis du fortsætter uden at ændre dine browserindstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage cookies. Du kan dog til enhver tid ændre cookieindstillingerne i din browser.

Optimerede lejer til olie- og gasindustrien

  • Historie

    2016 maj 05, 14:00 CEST

    SKF's nye design af koniske trykrullelejer vil øge pålideligheden i topdrev, siger Roland Muttenthaler, der er Business Development Manager hos SKF

    Gøteborg, Sverige den 5. maj 2016: I olie- og gasindustrien er pålidelighed nøglen til succes. Uventet nedetid på grund af maskin- eller komponentfejl medfører massive omkostninger både for onshore- og offshoresektorerne.

    Amerikansk lovgivning kræver, at udstyr, der anvendes i olie- og gasindustrien, vedligeholdes hvert femte år. Operatørerne i industrien ville dog ønske, at deres udstyr kunne holde så længe: På grund af de strenge forhold og det ekstreme miljø er det nødvendigt at udføre serviceeftersyn, længe før der er gået fem år. Oftest er et eftersyn nødvendigt bare efter nogle få år.

    SKF har optimeret en række af sine produkter for at gøre dem egnede til brug i olie- og gasindustrien. Et nyligt eksempel er et forbedret konisk trykrulleleje til topdrev, som kan hjælpe med at forlænge serviceintervaller og spare penge.

    Topdrevet, som er en af boreriggens kritiske mekanismer, genererer enorme kræfter. Derfor skal de indvendige hovedtryklejer kunne modstå ekstreme forhold: høje stødbelastninger, aksiale belastninger og mulige aksel- og lejehusudsving. Samtidig presses smøreforholdene til den yderste grænse på grund af kombinationen af kraftige belastninger og lave hastigheder ved ekstreme temperaturer – hvilket medfører hurtigere slid.

    SKF's optimerede design af koniske trykrullelejer er bedre til at modstå de ovennævnte problemer, hvilket medvirker til at forbedre topdrevenes ydeevne og pålidelighed. Og dette er så meget desto vigtigere, fordi borerigge borer dybere end nogensinde før, hvilket stiller større krav til udstyret. En af de primære årsager til fejl er for store stødbelastninger på gearkassen, og de nye lejer er designet til netop at kunne modstå dette.

    Udvendigt udseende

    Der er ingen udvendig forskel på lejets udseende. Faktisk vil lejet i udseende minde meget om mange konkurrerende produkter. Men hele forskellen ligger i detaljen: Avanceret simulering hjalp SKF med at finjustere den indvendige geometri, hvilket giver lejet det højest mulige bæretal.

    Et af elementerne er et nyt lejeholderdesign. Ved at bruge en lejeholder med stifter i stedet for en normal messinglejeholder er det muligt at passe flere ruller ind i lejet, og det kan dermed modstå en større belastning. Når det er sagt, vil mange kunder kunne klare sig fint med en messinglejeholder, da lejeholderen med stifter er beregnet til ekstreme applikationer.

    Andre vigtige designændringer omfatter optimering af den logaritmiske profil, som skaber balance i vægtfordelingen langs hver enkelt rulle. Samtidig er rullerne designet, så de nærmest er identiske med hinanden, hvilket reducerer spidsbelastninger på enkeltruller, samtidig med at det medfører mindre støj og vibration.

    Mens designændringerne har været en nøglefaktor for det nye lejes ydeevne, har visse produktionsændringer også været afgørende. En forbedring af overfladefinishen ved brug af en anden type belægning kan hjælpe lejet med at modstå effekten af marginal smøring under ekstreme driftsforhold. Boring finder ofte sted ved en temperatur på -40  C, hvilket kan medføre, at smøremidlet fortykkes. Dette – kombineret med høje belastninger – kan påvirke den korrekte smøring og medføre lejeskader. Den avancerede overfladefinish maksimerer smøremidlets virkning, hvilket reducerer alt for kraftig friktion og skader på lejekontakten.

    Det er vigtigt at bemærke, at den forbedrede ydeevne er opnået ved brug af SKF-stål af standardkvalitet. For at opnå tilsvarende forbedringer af ydeevne er konkurrenter nødsaget til at bruge forbedrede materialespecifikationer.

    SKF har brugt en betydelig mængde tid på at udvikle det nye lejedesign. Processen begyndte med at analysere SKF-lejer, der var blevet brugt i marken, i et forsøg på at forstå – og modvirke – de slidmønstre, der blev fundet på dem. Senere blev forbedrede designløsninger modelleret ved brug af simuleringssoftware. Det optimerede og forbedrede design blev valideret ved hjælp af simuleringsværktøjer og tests i marken.

    Ud over disse nye koniske trykrullelejer vil SKF demonstrere to andre vigtige lejeinnovationer på OTC 2016: Kaydon-drejekranslejer og en sensorlejeenhed. Begge egner sig til brug i topdrev.

    SKF's Kaydon-drejekranslejer kan bruges i rørhåndteringssystemet, der er fastgjort til bunden af topdrevets gearkasse. Mange OEM'er sparer penge ved at lave en "skræddersyet" version i form af et standardleje forsynet med nogle tandhjul. En bedre løsning er at bruge et drejekransleje med integreret gear, som kan medvirke til at reducere fejl i rørhåndteringssystemet.

    Samtidig kan sensorlejeenheden bruges i topdrevets motor. Produktet blev oprindeligt brugt i jernbaneindustrien, men er blevet tilpasset til olie- og gasindustrien og omfatter nu også en version til topdrev. Enheden erstatter et leje og et sensorleje og er dermed mere kompakt og robust.

    Topdrev er en kritisk del i enhver form for olie- og gasproduktion, og alt, hvad der kan forbedre dem – som f.eks. disse lejeinnovationer – vil medvirke til at reducere nedetid og øge pålideligheden.

    SKF Danmark A/S
    (børsnoteret)

    Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte:
    Pressekontakt: Lisbeth Skovlund + 45 43 43 66 33 lisbeth.skovlund@skf.com

    SKF er en førende global leverandør af lejer, tætninger, mekatronik, smøresystemer og serviceydelser, der omfatter teknisk support, vedligeholds- og driftssikkerhedsservice, teknisk rådgivning og uddannelse. SKF er repræsenteret i mere end 130 lande og har ca. 17.000 forhandlere over hele verden. I 2015 havde SKF en omsætning på SEK 75.997 millioner, og antallet af medarbejdere var 46.635. www.skf.com

    ® SKF er et registreret varemærke tilhørende SKF Group.

  • Billede

Download pressemappe

Pressemappe (1.8 MB)

SKF logo